Dagen i dag har vist mig, at selvom man ikke altid er helt på toppen, skal der nok være noget - bare et eller andet - der kan oplyse dagen. Men det kræver at man selv åbner øjene, hvis man vi se lykken.
Lykken er glæde, og glæde skal man være åben for at modtage, og man er nødt til at give ud af sin kærlighed for at få noget igen. Det er ikke nok at gemme det hele til sidst, for så risikerer man, at miste alt før man når til det gode, netop grundet at man ikke har ydet, mens tiden var der til det.
Men det kan fylde en masse hjernekapacitet, hvis andre pludselig begynder at rode med ens, ellers så meget lykkelige, sind. Måske ville det bare være nemmere, hvis det hele var som i en film: så forudsigeligt, at man vidste hvordan man skulle reagere på hvert et stød i maven, stort som småt, men man bliver nødt til selv at gennemtæske sig vej til livets kerne, for derefter at kunne få hul på saften, og måske er man endda så heldig, at dette er vejen til lykke, men oftes er saften syrlig og man må selv presse citronerne om til limonade.
