Dagen af lykkelighed trods ulydig tankegang

Dagen i dag har vist mig, at selvom man ikke altid er helt på toppen, skal der nok være noget - bare et eller andet - der kan oplyse dagen. Men det kræver at man selv åbner øjene, hvis man vi se lykken.
Lykken er glæde, og glæde skal man være åben for at modtage, og man er nødt til at give ud af sin kærlighed for at få noget igen. Det er ikke nok at gemme det hele til sidst, for så risikerer man, at miste alt før man når til det gode, netop grundet at man ikke har ydet, mens tiden var der til det.
Men det kan fylde en masse hjernekapacitet, hvis andre pludselig begynder at rode med ens, ellers så meget lykkelige, sind. Måske ville det bare være nemmere, hvis det hele var som i en film: så forudsigeligt, at man vidste hvordan man skulle reagere på hvert et stød i maven, stort som småt, men man bliver nødt til selv at gennemtæske sig vej til livets kerne, for derefter at kunne få hul på saften, og måske er man endda så heldig, at dette er vejen til lykke, men oftes er saften syrlig og man må selv presse citronerne om til limonade.

Sommerfugle i mavsen ..

Tiden løber. 

Det hele kommer pludselig så meget tættere på, og det går hver dag op for mig, hvor kort tid jeg egentlig har. Men måske er det meget godt, at jeg ikke har så forfærdelig meget tid, for på denne måde arbejder jeg jo også med en vis grad af nervøsitet og stress - dog på en god måde, for forhåbentlig betyder dette, at jeg tager mig gevaldigt sammen og dermed får udarbejdet et bedre produkt. Det håber jeg. 

Men hvad hvis dette ikke er tilfældet. Hvad nu hvis jeg pludselig står foran dem, og jeg så bare ikke kan fremstamme mit navn, eller hvis jeg ikke har nået alt, jeg burde. Hvad hvis jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg ikke har evnerne, eller at jeg ikke er godt nok forbedret. Det er det, der lige nu er mit største mareridt. Jeg ville ikke kunne klare presset, hvis jeg vidste at jeg ikke kunne klare hele prøven. Hvis jeg vidste at, jeg er alt for tåbelig sådan at stille mig frem, når jeg ved, at jeg på ingen måde består, og at jeg langt fra kan overbevise dem om, at den lille halve time de har brugt på mig, ikke er spildt, hverken for mig eller for dem. Jeg bliver helt pinligt berørt ved tanken. 

Netop derfor er jeg forpligtet til at gøre mit allerbedste og mere til og også til at øve mig til mit yderste. Lige til jeg er sikker på at jeg ikke har mere i mig og derefter give den endnu en ekstra skalle. På denne måde kan jeg tænke tilbage til det, og selvom jeg måske ikke er en af de to heldige, kan jeg være tilfreds med at jeg gjorde mit bedste. Det trøster at vide, at øvelse gør mester, for jeg er mere end villig til at øve og øve og øve og øve, og så må man vel tage resultatet som det er! Hvilket også er godt nok for mig, for jeg ved, at det hele afhænger af mig, og hvis det går galt er det min egen skyld, og jeg føler slet ikke, at det er at presse mig selv, for det er jo fuldstændig sådan det er.
Jeg har før stået overfor sådanne prøvelser, og sidste gang kom jeg gennem nåleøjet med nød og næppe. Jeg troede jeg havde forberedt mig godt nok, men da jeg endelig stod foran en kvinde, der senere viste sig, at blive en jeg skulle lære en så stor del af, som jeg netop har gjort, slog det klik for mig. Jeg kunne godt udføre, hvad jeg var kommet for at gøre, men nu hvor jeg ser tilbage på det, kan jeg næsten ikke forstå jeg kom ind. Men jeg ved at jeg var dårligste til den prøve, og hvis hun skulle vælge en fra, ved jeg at det ville have været mig - det kunne jeg se på hende. Men jeg vil ikke lade dette ske denne gang, for denne gang vil jeg yde mit allerbedste, så jeg kan se alle i øjnene efterfølgende, og jeg ved ikke, om jeg vil kunne gøre det, hvis jeg samtidig er klar over, at jeg kunne have gjort det meget bedre. 
Men jeg kan ikke lade være at tænke på, at om to måneder er det hele overstået, og så kan jeg blot se tilbage på tiden, hvor jeg frygtede, at jeg ville være begrænset og enten tænke, at det var fjollet af mig, eller at jeg havde god grund til dette. Det vil tiden vise inden længe, for tiden løber. Hurtigt. 

What the voice in your head says, when you try to get peace of mind :-)

Lauryn Hill den herlige kvinde!